Dette bør du vide som ledig under Corona (COVID-19)

De almindelige forpligtelser og regler for ledige er sat ud af spil under det nuværende udbrud af corona (COVID-19).

Hvis du er ledig, betyder det sandsynligvis, at du har en del spørgsmål om din dagpengeret, rådighedskravet og generelle jobsøgning.

Vi forsøger derfor at besvare de mest udbredte spørgsmål og bekymringer, der kan opstå for ledige, mens Danmark er lukket ned. 

Bemærk: denne artikel er opdateret d. 30. marts. Vi arbejder løbende på at holde denne guide opdateret, men udviklinger i krisen kan gøre, at der pludseligt opstår nye retningslinjer og regelsæt for ledige, som endnu ikke er blevet tilføjet eller rettet.

Ofte stillede spørgsmål om ledighed og corona

Skal jeg stadig søge 1-2 opslåede stillinger om ugen?

Nej, du har ingen pligt til at søge arbejde under det nuværende udbrud.

Myndighederne har siden d. 12. marts indstillet beskæftigelsesindsatsen. Det betyder, at du ikke behøver at søge stillinger, aktiveringstilbud er sat i bero og alle planlagte samtaler er aflyst.

Eftersom mange af det offentlige og de private virksomhederne er midlertidigt lukkede, vil der desuden også være en generel mangel på opslåede stillinger. Du er selvfølgelig velkommen til stadig at søge nuværende jobopslag eller uopfordret, men det er på ingen måder et krav.

Vil jeg stadig modtage dagpenge?

Ja, du vil stadig modtage dagpenge som du plejer. Hverken tidspunktet eller din dagpengesats er ændret.

Det betyder også, at du stadig skal indsende dit dagpengekort / ydelseskort samme tid på måneden, som du plejer.

Bruger jeg af min dagpengeperiode?

Opdateret d. 30. marts: Fra og med d. 9. marts til d. 9. juni bruger du ikke af din dagpengeperiode. Dagpengemodtageres dagpengeanciennitet er altså sat på pause.

Det nye tiltag betyder, at du ikke pludseligt risikere at falde ud af dagpengesystemet og enten skal finde et arbejde eller overgå til en anden offentlig ydelse, selvom dine dagpenge udløber under det nuværende Corona-udbrud.

Danske A-kasser, som blandt andet repræsenterer CA, Ase, Akademikernes, Lederne, Krifa og 18 andre danske A-kasser, har været med til at skabe politisk opbakning til denne ‘død periode’ eller ‘corona-timeout’ på tre måneder.

Skal jeg stadig møde op i jobcentret eller i min A-kasse?

Nej, der er i øjeblikket ingen møder i hverken jobcentret eller hos din A-kasse.

Alle planlagte møder er blevet aflyst, og fordi situationen stadig er under udvikling, er der heller ingen, der kan blive indkaldt til møde i den nærmeste fremtid.

Hvis du gerne vil have sparring eller har konkrete spørgsmål til din A-kasse, kan du som oftest også nå dem på telefonen. Mange af deres jobkonsulenter arbejder i øjeblikket hjemmefra.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er blevet ledig under coronaudbruddet?

Hvis du er blevet fyret under suspenderingen af beskæftigelsesindsatsen, gælder de samme regler som altid.

Det betyder, at du skal melde dig ledig på Jobnet, ringe til dit jobcenter eller sende et fysisk brev for, at du kan blive berettiget til dagpenge.
Du skal derudover også leve op til de andre krav under den nuværende lovgivning for dagpenge.