Kontanthjælp


Hvad er kontanthjælp?

Kontanthjælp er en offentlig ydelse, borgere kan modtage, hvis de ikke er i stand til at forsørge sig selv eller deres familie. I Danmark er kontanthjælp en universel rettighed, alle kan modtage, hvis de opfylder en række betingelser.

Hvem kan få kontanthjælp?

For at få kontanthjælp, gælder en række krav. Du skal være fyldt 30 år og have været udsat for en ‘social begivenhed’ som sygdom eller arbejdsløshed. Denne begivenhed skal være skyld i, at du ikke kan forsørge dig selv. Udlændinge kan modtage kontanthjælp, hvis de opholder sig lovligt i landet. Det er desuden et krav, at du ikke forsørges af andre. Slutteligt må du ikke have anden indkomst, såsom pension, der dækker dit behov. Du må ikke eje over 10.000 kroner i aktiver, og for din ægtefælle gælder det, at denne ikke må eje for over 20.000 kroner. Den 1. Januar 2014 blev kontanthjælpen for folk under 30 år afskaffet. I stedet kan man som ung under 30 år modtage uddannelseshjælp, som er på niveau med SU.

Hvordan får man kontanthjælp?

Når du melder dig på et jobcenter, vil en ansat tage en samtale med dig. Herefter vil det blive vurderet, om du er jobparat. Hvis du er det, skal du stå til rådighed og tage det job, centret tilbyder dig. Hvis du vurderes til ikke at være jobparat, er du i stedet aktiveringsparat. At være aktiveringsparat betyder, at jobcentret vil hjælpe dig med at blive klar til arbejdsmarkedet. Dette foregår gennem tiltag som virksomhedspraktik, vejledning og opkvalificering.  Som kontanthjælpsmodtager skal man søge jobs og tage imod de aktiveringstilbud, jobcentret tilbyder, for at kunne beholde sin kontanthjælp.

Hvor meget får man i kontanthjælp?

Hvor stort et beløb, man får udbetalt, afhænger af, om man har forsørgerpligt. Desuden afhænger beløbet af ens ægtefælle eller samlevers indkomst. Hvis du har børn, og dermed forsørgerpligt, får du udbetalt 14.993 kroner. Har du ikke forsørgerpligt, vil du modtage 11.282 kroner. Pengene skal dække kost, logi og faste omkostninger. Hvis myndighederne opdager, at man tjener penge ved siden af, betragtes det som socialt bedrageri. Dette er strafbart, man mister retten til at modtage understøttelse, og man skal tilbagebetale de penge, man uberettiget har modtaget. I grove tilfælde kan man modtage fængselsstraf for socialt bedrageri.